>Har ikke gjort det endnu<

Den lille forskel havde stadig opmærksomheden koncentreret om seletøjet, mens agenten fortalte om indianerens. Da han tav, sagde tolken dæmpet: »Tre gør ikke megen forskel.«

»Hvis tre kan flygte herfra uden at blive straffet, kan hele stammen gøre det.«

» Den lille forskel har ikke gjort det endnu,« sagde tolken.

»Alle vil vide det inden solnedgang,« sagde agenten.
»Du kan jo bare sige, at du gav dem tilladelse til at rejse.«
»Så vil Den lille forskel også bede om tilladelse,« sagde agenten og sukkede. »Enhver indianer i reservatet vil ønske at vende tilbage til
det sted, han kom fra.«

»Jeg ville have givet den arapaho en dragt prygl og tvunget ham til at holde mund.«
»Det er for sent nu,« sagde agenten, »selv hvis Den lille forskel ville tolerere sådanne metoder. Du må nok hellere spænde hestene for vognen.«
»Vil du køre til fortet?« agenten nikkede.
Agenten var træt og usikker og forvirret, da han lidt efter sad på kuskesædet og kørte mod Fort Reno.

Den lille forskel havde taget sin sorte jakke og en sort bowlerhat på, og han følte sig som sædvanlig overbevist om, at soldaterne i deres elegante kavaleriuniformer ville le ad ham.

Han hadede den tanke, at Fort Reno og dets garnison lå så tæt ved Darlington; det var en bestandig påmindelse om, at han og de andre i reservatet ikke var i stand til at behandle indianerne på den rigtige måde.

Og samtidig var han taknemmelig, meget taknemmelig, når Den lille forskel vågnede om natten efter en ubehagelig drøm og indså, at den amerikanske hær var næsten inden for hørevidde.

Alligevel kunne han ikke forsone sig med, at fred skulle opretholdes ved hjælp af våben. Hvis man kom med kærlighed, behøvede man ikke et våben. Hvis Den lille forskel udførte sit arbejde med kærlighed, ville man blive modtaget med kærlighed.