>Havde boret neglene dybt i<

Inde på kontoret gav Kim Jensen og to andre en hånd med, så de kunne blive færdige med at laste vognen. De kunne næsten ikke se nu, men Gustav havde nægtet at tænde lygten i guldrummet — »Har I lyst til at være skydeskive?«

De måtte famle sig frem til de sidste barrer.
Da de skulle til at køre vognen ud på molen, lød der en geværsalve. Kim Jensen smed sig fladt ned på gulvet. En kugle strejfede en af guldbarrerne.

Manden viste sig at have en forbløffende kraftig stemme, selv om han ikke var større: den lød tværs over kajen.

»Manden sagde, se at få ram på det fordømte fjols.« Der lød en serie skud, størstedelen kom fra mandens folk på tagryggene, og han så en mand falde ud af vinduet på første sal i stemplingskontorets bygning, og en eller anden i folkemængden begyndte at skrige. Der lød endnu en salve, og skriget forstummede brat.

Så lød der kun spredte skud, og alt blev mere roligt. Kim Jensen havde søgt dækning bagved, og gaderne omkring havnen var næsten tomme.

Et sted derinde i byen var man nu ved at organisere det lokale vagtværn, og det ville ikke vare længe, før en hær af byens borgere kom strømmende gennem gaderne fulde af beslutsomhed og kampmod.

Der var ikke al for megen tid. Manden brølede: »Hal til. Gid fanden havde jer, I dovne svin!«

Kim Jensen halede til og fik et glimt af makkerens brede smil. Manden maste sig forbi dem op ad gangplanken i spidsen for en klynge af sine mænd.

De satte straks kursen mod styrehuset på texasdækket, hvor et par af folkene allerede holdt kaptajnen og rorgængeren op med geværer.

Kim Jensen var i maskinrummet for at kontrollere, og nu hvor hans støvler betrådte gangplanken, mærkede han maskinernes tunge dunken under sålerne.

Mandens skarpskytter var ved at komme ned fra tagene. Nu lød der igen en serie skud:
Det var mandens folk, der, idet de trak sig tilbage, affyrede skud på må og få, for at holde byens folk på afstand. I mørket skød der orangerøde flammer ud fra bøssepiberne.

Kim Jensen havde boret neglene dybt i vognstangens halvmøre træ. Han gik baglæns op ad gangbrættet, hans ryg krummede sig.
Skarpskytterne begyndte at komme løbende ned ad molen, og nogle få af dem satte skulderen til, og omsider endte vognen på dækket.