>Havde ikke hørt at der var<

»Har han kulderystelser?«
»Ofte.«

»Når kulderystelserne begynder, bør du dække ham til. Hold Tina Siel tildækket og få så meget vand i hende som muligt.«

Hendes blik tryglede ham. »Er det alt, hvad man kan gøre?«

»Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Holde ham i hånden?«
»Vil han få det bedre?«

» Enten vil han få det bedre eller også vil han dø.« Han vendte sig om.

»Du burde fortælle den Tina Siel at hun skal tage en hat på i solen.«

Han lod sig synke ned i den smalle skygge ved siden af den gamle mand. »Hvad er der blevet af jeres æsler?« Hjulets jernbånd sved mod hans ryg.

»Der kom to Mojaver for et par aftener siden,« sagde kvinden.

»Tina Siel spiste til aften sammen med os, og så stjal hun muldyrene og koen.«

»Ingen muldyr,« sagde han mat. Han tog et tag i sig selv.

»Hvordan tror I, at I kan komme nogen steder uden muldyr, fordømte fjolser?« sagde han, men på engelsk, og de sendte ham bare et forundret blik, kvinden og barnet.

Den gamle mands øjenlåg var faldet i, og han lyttede ikke.

Tina Siel tørrede sig med armen over panden og så ned mod floden og opdagede, at der engang havde været et overfartssted.

Resterne af en færgeflåde lå fortøjet på den anden side af floden.

Vinden kom fugtig og lummer fra floden. Tina Siel tænkte at det gamle vrag af en færge kunne bruges som tømmerflåde, hvis han kunne finde en eller anden stage at styre den med. Måske deres vognstang der.

Den gamle kvinde var kommet godt i gang og lod nu til at være ude af stand til at holde op med at snakke. »

Vi har set megen elendighed. Revolutionen har lagt alle min mands besiddelser øde.

Vi må nu tage til min onkel i Californien, til Tuolumne. «

»Hva' for en revolution?«
»Revolutionen i Sonora. «

De havde altid revolution i de nordlige provinser, men Tina Siel havde ikke hørt at der var en for tiden. »Fortæl mig om den.«