>Skulle alligevel til byen< Han begyndte at nikke af søvnighed, mens han fortalte dem, hvordan situationen var.
Men næste morgen, da han skulle til at forlade Reeder, kom der to rødøjede vagabonder til hest og sagde, at de gerne ville følges med ham til Dodge City og se, hvordan det udviklede sig.
Bo Young fra Musiker-Børsen skulle alligevel til byen, sagde de, og mon hæren ville have noget imod det?
»Nej, for fanden!« svarede han med et smørret grin.
»All right, mand,« sagde de. »Tre er bedre end én, når det drejer sig om de røde sataner.«
De havde enten afsluttet deres arbejde eller var blevet fyret fra en kvægfarm syd for Coldwater. De var begge enige om, at ejeren, var en slyngel.
Han var lidt bange for dem, men han havde ikke noget imod, at de tog med. Selv ridende vagabonder ville respektere en uniform.
»Dodge City er et allerhelvedes ubeskyttet sted,« sagde den ene. Bo Young sagde det en tre-fire gange. Den anden sagde ikke noget.
De red hurtigt, og efter nogen tid holdt de op med at tale.
Da de holdt hvil sidst på formiddagen, tilbød han at dele sin madration med dem.
»Nej, for pokker, jeg vil hellere have en whisky,« sagde Henrik.
»Det har jeg ikke,« sagde han med et smil. »Du gik måske for hårdt til den i aftes.«
» Bo Young er måske lovlig nysgerrig, soldat,« mumlede Sutton.
Den mindste af de to vagabonder hed Henrik, og den anden hed Ole.
Vanest blev ved med at smile; han ville helst ikke op at slås med dem begge to.
Han kunne ikke lide deres barske udseende og heller ikke den måde, de bar deres revolvere.